Vis nyhed

Rasmus scorede et job hos AGF

Om lidt over en måned kan Rasmus Vestergaard Knudsen kalde sig kandidat i datalogi fra Aar-hus Universitet. Rasmus er fra København og for fem år siden havde han ikke noget særligt for-hold til hverken fodbold eller Aarhus. I dag er han AGF-fan, og det er han af en helt speciel årsag.

Rasmus Vestergaard Knudsen

Ved siden af studiet arbejder han nemlig som Junior Data Specialist i AGF, hvor han har været med til at udvikle centrale digitale løsninger. Blandt andet står han bag klubbens brugerunivers og en digital platform til madbestilling. 

AGF er ikke en arbejdsplads man typisk ville forbinde med dataloger, og det originale stillingsopslag lagde heller ikke op til at en med hans profil skulle søge jobbet, men Rasmus så en unik mulighed. 

”De søgte faktisk en Business Intelligence Manager, men jeg blev kaldt til samtale og fik at vide at de godt kunne lide den alternative måde jeg havde løst deres case på, så på en måde skabte jeg vel min egen stilling.” fortæller han og fortsætter ”Så selvom jobbet måske ikke passer helt til dine evner, synes jeg man skal søge det alligevel, mange virksomheder kunne have gavn af en datalog. I de mindre virksomheder som ikke er IT-specialiserede får man også hurtigt meget ansvar, samtidig med at der er plads til at lave fejl og lære af dem”.

I jobbet hos AGF er der meget korte beslutningsveje, og det har været en klar fordel for ham at skulle stå på egne ben, så tidligt i karrieren som datalog. Derudover giver jobbet adgang til fodboldkampe og andre sjove events som selvfølgelig også er en bonus.

Fokuserer på løsninger – også når studiet er hårdt

Rasmus fik lyst til at læse datalogi da han havde informatik i gymnasiet, ”Jeg er meget motiveret af at finde løsninger og at føre dem ud i livet. I datalogi bruger man teori i praksis og dette er nemt at validere om ens løsning fungerer”. 

På de første semestre af bacheloren oplevede han at have det lidt svært med matematikken. ”Jeg tror at jeg i gymnasiet var god til at knække koden og klarede mig generelt godt uden at skulle arbejde for meget for det. Det gav så bagslag til en af mine første eksamener på uni som ikke gik så godt” Efterfølgende tog Rasmus ansvar for hans studie og begyndte at gøre brug af Instituttets mange studietilbud. 

”Jeg fandt ud af at det er dumt ikke at gøre brug af alle de ressourcer man bliver tilbudt. Der er studiecafeer hvor du kan spørge om helt specifikke ting, du kan skrive til din underviser og der er teoretiske øvelsestimer. Man skal bare finde den studiemetode som passer til en. Studiet er hårdest i starten, men hvis man hænger i, så giver det pote, og man kan forme det meget til ens egne interesser”

Han har selv en stor interesse for systemudvikling med brugeren i fokus. ”Mange tror at datalogi bare er hård matematik, men for mig har det i lige så høj grad været brugerundersøgelser og eksperimentel systemudvikling”

Muligheder i massevis

Det helt centrale for Rasmus’ studieliv har været at gribe så mange muligheder som muligt. Og han håber at de fremtidige studerende på Institut på Datalogi vil gøre det samme.

Rasmus har i den grad gjort brug af alt hvad et studieliv på AU kan tilbyde. Han er medlem af studenterradioforeningen, går til badminton med sin studiegruppe og deltager ofte i pubquizzen i studenterhuset, der afholdes hver mandag.

 ”Jeg havde ikke et forhold til Aarhus før jeg flyttede herover som 20-årig med en kammerat, der også skulle starte på uni. Nu jeg er blevet virkelig glad for byen. Hele Universitetsbyen summer jo af liv og der findes en forening til alle fritidsinteresser du kan forestille dig.”

Han fremhæver også de mange netværksarrangementer som særligt bliver holdt for studerende på Institut for Datalogi. ”Aarhus er jo en by med en hel del IT-virksomheder, der holder en masse fede events og konkurrencer for os studerende. De kan være rigtig gode at melde sig til hvis men gerne vil have et større netværk – og gratis aftensmad”

På kandidaten har han også taget et udvekslingsophold på Université Grenoble Alpes i Frankrig – en oplevelse, han klart anbefaler andre.

”Det var en virkelig fed oplevelse, jeg har stadig kontakt til mange af de venner jeg fik dernede.”

Han tilføjer, at han gerne selv havde taget afsted allerede på bacheloren, hvis muligheden havde været der, og er lidt misundelig på de nye studerende, da der efterfølgende er indlagt et udvekslingssemester på bacheloren.

Rasmus skriver sit speciale i postkvantekryptologi. Her undersøger han nye metoder til at beskytte data i en fremtid, hvor kvantecomputere potentielt kan bryde den nuværende RSA-kryptering baseret på primtalfaktorisering.

Når kandidaten er i hus om lidt over en måned, åbner en helt ny verden af muligheder sig for Rasmus. På længere sigt retter han blikket mod udlandet og en karriere i luftfartsindustrien.