Vis nyhed

Ny Villum Investigator på instituttet

VILLUM FONDEN har udnævnt professor Lars Birkedal til Villum Investigator. Med denne ære følger 35,4 mio. Kr. Til oprettelse af Center for Basic Research in Program Verification (CPV) på Institut for Datalogi ved Aarhus Universitet.

Professor Lars Birkedal, Institut for datalogi

Lars Birkedal har modtaget DKK 35,4 mio. Til at oprette og drive et internationalt førende grundforskningscenter i programverifikation over de næste seks år. Centret kommer til at beskæftiger 8 ph.d.-studerende og 7 postdocs. Forskningen i CPV vil bygge videre på Lars Birkedals seneste gennembrudsresultater inden for programverifikation i moderne software systemer. Software systemer er en integreret del af det moderne samfund, og softwarefejl og sikkerhedsbrud udgør både enorme omkostninger og risici. CPV udvikler nye matematisk-baserede modeller og logikker, der forbedrer sikkerheden i software systemer.

I konkurrence med 80 ansøgere er 11 tekniske og naturvidenskabelige forskere udvalgt til at være Villum Investigators, som til sammen modtager 410 mio. kr. fra VILLUM FONDEN. ”Hver af de 11 kan noget særligt og lever i høj grad op til kravene til en Villum Investigator. De kan – om nogen – med nysgerrighed, talent, erfaring og evne til at samle dygtige forskere omkring sig etablere, udvikle og fastholde et internationalt forskningsmiljø og yde et væsentligt bidrag til teknisk og naturvidenskabelig forskning – og i sidste ende samfundet,” siger Thomas Bjørnholm, forskningsdirektør i VILLUM FONDEN.

De 11 nye Villum Investigators bliver fejret den 2. maj 2019 ved en ceremoni i Villum Window Collection i Søborg med deltagelse af blandt andre uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers og Villum Kann Rasmussen professor Jens Kehlet Nørskov.

Om Lars Birkedal: Lars Birkedal (47), Ph.D. fra Carnegie Mellon University (USA), er en anerkendt professor i datalogi fra Aarhus Universitet, hvor han er leder af forskningsgruppen Logic and Semantics. I 2017 blev Lars Birkedal udnævnt til ACM-fellow, og i 2016 blev han valgt som medlem af Det Kongelige Danske Videnskabernes Selskab. I 2015 modtog han EliteForsk-prisen fra Forskningsministeriet. Privat bor Lars i Risskov sammen med sin kone og to børn. Yderligere information på: www.cs.au.dk/~birke

 

Villum Investigator Programme

  • Villum Investigator Programme er for den erfarne og internationalt anerkendte forsker, som kan yde et afgørende bidrag til det tekniske og naturvidenskabelige felt på et dansk universitet.
  • En bevilling er op til 40 mio. kr. og løber i seks år. Efter en periode er det muligt at søge programmet igen i åben konkurrence med andre ansøgere.
  • Programmet annonceres hvert andet år. Det er anden gang, at fonden bevilger midler til Villum Investigators. Næste gang er i 2021.
  • Fonden modtog i alt 80 ansøgninger til programmet, heraf var fem ansøgninger fra kvinder.
  • 28 ud af de 80 ansøgere gik videre til fagfællebedømmelser og interview, hvoraf 11 blev valgt.

 

Villum Investigators 2019

  • Lars Birkedal, Institut for Datalogi, Aarhus Universitet, 35,4 mio. kr.
  • Karl Anker Jørgensen, Institut for Kemi, Aarhus Universitet, 39,9 mio.kr. (modtog Villum Kann Rasmussens Årslegat i 2000)
  • Bo Brummerstedt Iversen, Institut for Kemi, Aarhus Universitet, 39,8 mio. kr.
  • Henrik Stapelfeldt, Institut for Kemi, Aarhus Universitet, 30,2 mio. kr.
  • Yong P. Chen, Institut for Fysik og Astronomi, Aarhus Universitet, 40 mio. kr.
  • Carsten Rahbek, Statens Naturhistoriske Museum, Københavns Universitet, 40 mio. kr. (modtog Villum Kann Rasmussens Årslegat i 2013)
  • Eugene Simon Polzik, Niels Bohr Institutet, Københavns Universitet, 30,3 mio. kr.
  • Guojie Zhang, Biologisk Institut, Københavns Universitet, 40 mio. kr.
  • Josep M. Guerrero, Institut for Energiteknik, Aalborg Universitet, 39,2 mio. kr.
  • Per Christian Hansen, DTU Compute, Danmarks Tekniske Universitet, 34,9 mio. kr.
  • Staffan Persson, Institut for Plante- og Miljøvidenskab, Københavns Universitet, 40 mio. kr.