Krawl er klar til din fredagsbar
De fleste studerende på AU har prøvet at blive væk imellem universitetets mange fredagsbarer. Med over 40 registrerede fredagsbarer og festforeninger tilknyttet universitet og yderligere en håndfuld tilknyttet byens andre videregående uddannelser, er det svært at holde overblikket. Indtil nu altså, for tre datalogistuderende har udviklet en app, som gør planlægningen af din næste Tour de Fredagsbar meget nemmere.
Det er fredag. På universitet er stemningen begyndt at sprede sig. Du har fundet cowboyhatten frem fra bagerst i skabet. Gruppechatten gløder. Du og resten af holdet skal på Tour de Fredagsbar!
Aftenen starter godt ud, I kommer alle med fra de første stop. Men et sted i Nobelparken går det galt. Lige pludselig er i splittet. Heldigvis har du redningen lige ved hånden. Du finder telefonen frem og åbner Krawl-appen. På få sekunder er der styr på tropperne igen, og festen fortsætter langt ud på natten.
Strava for fredagsbarer
Krawl er en platform som skal samle alt vigtig information ét sted´, så du kan fokusere på at nyde aftenen. I appen kan man se fredagsbarernes åbningstider og lokationer. Du kan planlægge din egen Tour de Fredagsbar og dele ruten med vennerne, og så kan man også lokationsdele i løbet af aftenen, så gruppen lettere holder sammen. Når aftenen er slut, har appen samlet dine statistikker for aftenen sammen og du kan se tilbage på minderne. Der vil på et senere tidspunkt blive tilføjet præstationstrofæer i appen, som man kan få for fx at besøge 25%, 50% og 100% af fredagsbarerne i en by. De tre studerende bag Krawl-appen, sammenligner den med Strava, men bare for for fredagsbarer, i stedet for sport.
Det er datalogerne Mikkel Maae Østergaard, Kasper Bang Tonsgaard og Kristian Anton Hedegaard, som står bag. De læser på femte semester, er alle med i fredagscafeens bestyrelse og så er de velbevandrede på universitetets andre fredagsbarer.
”Vi har selv oplevet forvirringen fredag eftermiddag. Gruppebeskeder og screenshots af forældede åbningstider. Hvem holder længe åbent og hvor går vores venner hen? Det var de spørgsmål som gav mig ideen til at lave Krawl i slutningen af tredje semester” fortæller Mikkel. Han blev hurtigt klar over, at projektet krævede flere kræfter. “Jeg vidste med det samme, at jeg skulle have drengene med, hvis det skulle lykkes. Og nu er Krawl altså klar til at blive delt med alle.”
Udover at gå på samme hold er Mikkel, Kasper og Kristian også alle frivillige i Fredagscafeen, og det var her deres venskab for alvor voksede. ”Fredagsbarerne i Aarhus giver os studerende et virkelig unikt studiefællesskab, både på tværs af årgange og studier. Vi er glade for at bidrage til det.” fortæller Mikkel. Gutterne håber også, at de med Krawl kan sprede fredagsbarånden til andre studiebyer i landet, hvor traditionen for Tour de Fredagsbar ikke er så udbredt - endnu.
Nem at bruge for gæster og barer
Målet var at skabe en overskuelig app som er nem at bruge. Derfor har UI-designet også været særligt vigtigt. ”Jeg har altid haft en stor interesse for UI-design, så derfor dynes jeg det var vigtigt at vi fik styr på vores logo og farver, så det så professionelt ud.” fortæller Kasper, det er også ham som fandt på navnet. ”Alle store tech-virksomheder har et kort og quirky navn, så det skulle vi selvfølgelig også have” tilføjer han med et smil.
Men Krawl kommer aldrig ud af kravlegården uden hjælp fra andre studerende. Du kan downloade Krawl allerede i dag og tage den med dig på din næste tur i fredagsbarerne. Er du bestyrelsesmedlem i en bar, så vil Mikkel, Kasper og Kristian rigtig gerne høre fra dig. Det er nemlig muligt at få adgang til at administrere sin egen bars data og åbningstider via deres administrations side. Du skal blot sende dem en mail på hello@krawl.dk, hvor du skriver hvilken bar du er en del af.
Krawl er finansieret med støtte fra sponsorater og er derfor helt gratis for de studerende at bruge. ”Vi har registreret Krawl som en almennyttig forening for studerende på AU. Vi kunne godt tænke os at få flere med i krawl, så det kan leve videre når vi er færdige med vores uddannelse.” Fortæller Kristian.