Aarhus Universitet indgår strategisk aftale med Infosys
Institut for Datalogi ved Aarhus University og den indiske IT-virksomhed Infosys underskrev i denne uge en strategisk partnerskabsaftale, der skal styrke samarbejdet om forskning og innovation inden for primært kunstig intelligens (AI) og cybersecurity.
“Vi er rigtig glade for aftalen med InfoSys, da den er starten på et strategisk forskningssamarbejde. InfoSys har udtrykt interesse i at finansiere forskningsprojekter og forskere på Institut for Datalogi for at få adgang til de forskningsmæssige spidskompetencer, instituttet er internationalt anerkendt for,” udtaler institutleder Kaj Grønbæk.
Han fortsætter: “InfoSys har særligt udvist interesse for vores forskning inden for cybersecurity, blockchains, machine learning, visual analytics og data privacy, men aftalen er åben for nye fokusområder. Samtidig får Aarhus Universitet adgang til en enorm talentmasse i Indien ved etableringen af dette samarbejde."
Samarbejdet mellem Infosys og Aarhus Universitet lægger sig i slipstrømmen af de styrkede politiske, økonomiske og kommercielle relationer mellem Danmark og Indien, der indgik en grøn strategisk partnerskabsaftale i september 2020.
Netop i disse dage er statsminister Mette Frederiksen på officielt besøg i Indien, hvor hun bl.a. besøger Infosys.