Referat af LSU d. 1. september 2016

Deltagere: Charlotte Illum Nielsen, Kurt Jensen, Lars Birkedal, Christoffer  Arnsfelt Hansen, Niels Olof Bouvin, Matthias Rav, Annemette Hammer, Olav Bertelsen, Marianne Dammand Iversen.

Referant: Marianne Dammand Iversen

Dagsorden:

1.       Kort orientering om økonomi

2.       Orientering om ansættelser E16

3.       Kvinder i forskning - indkaldelse af institut-handleplaner, frist den 26/9 2016

4.       Kompetenceudvikling

5.       MUS 2016/2017

6.       Orientering om evaluering af psykisk APV

7.       Evt.

Ang. 1 Kort orientering om økonomi

Lars Birkedal orienterede kort om økonomien. Instituttet når resultatmålet i år, selvom der har været færre eksterne projekter og dermed også færre overhead indtægter. Når der er færre eksterne midler, er der en naturlig tendens til at forskerne passer på pengene, så de kan række, men Lars Birkedal pointerede vigtigheden i at projektmidlerne bliver brugt, så der skabes aktivitet og instituttet får overheadindtægterne.

Lars Birkedal fortalte desuden, at han overfor forskerne har understeget vigtigheden løbende at søge nye midler.

Som det ser ud p.t. vil der værre færre eksterne midler i 2017, men Lars Birkedal kunne fortælle, at der er flere store ansøgninger ude. Derudover er fremdriftsbøderne en stadig ukendt faktor. Det er derfor vigtigt, at alle medarbejdere er opmærksomme på vigtigheden i at reducere det store frafald. Der er allerede gjort flere initiativer for at reducere frafaldet.  Instituttet har ændret på optaget, således at karaktergennemsnittet for at komme ind på kvote 1 er forhøjet. Undersøgelser har vist, at det typisk er de studerende med et lavt gennemsnit, som ender med at falde fra.

Ang. 2. Orientering om ansættelser E2016

Thomas Dueholm er ansat som tenure-track adjunkt pr. 1. maj 2016 i forskningsgruppen ”Algoritmer og Datastrukturer”.

Eve Hoggan er ansat som lektor i HCI pr. 1. september 2016. Indtil 31. december 2016 vil Eve være ansat 50% på CS.

Vi forventer at lave opslag til både lektor og professor stilling E2016.

Ang. 3 Kvinder i forskning - indkaldelse af institut-handleplaner, frist den 26/9 2016

AU har lavet en handleplan med indsatsområder. Olav Bertelsen er med i arbejdsgruppen på ST. Lars Birkedal orienterede kort om AU’s handleplan, og pegede på de områder, som især vil være relevante for CS, såsom brede opslag, søgekommittér, øget fokus på talentudvikling for kvinder, profilering af kvindelige rollemodeller samt sikre balance mellem arbejds- og familieliv. Olav Bertelsen vil tage dette med i instituttets handleplan.

Olav efterlyste en diskussion af om instituttet skal indføre måltal i forhold til ansøgninger/ansættelser. Lars Birkedal vil tage dette emne med til næste møde i forskningsudvalget.

Ang. 4. Kompetenceudvikling

Olav orienterede om, at midlerne til kompetenceudvikling skal afsættes i de lokale budgetter på institutterne.

AU råder over en pulje fra kompetencefonden. Ansøgningen skal være forankret i en individuel udviklingsplan for den medarbejder, der søger hos fonden. Udviklingsplanen skal altid være godkendt af nærmeste leder.

Ang. 5 MUS 2016/2017

Set i lyset af resultaterne fra den psykiske APV, orienterede Lars Birkedal om, at man i højere grand vil sikre sig at alle ph.d.-studerende og postdocs får tilbudt en MUS samtale med deres nærmeste leder.

Ang. 6 Orientering om evaluering af psykisk APV

Det har især været iblandt postdocs og Phd-studerende, at der har været anledning til kritik af spørgeskemaet. Mange af de udenlandske kollegaer, kender ikke til begrebet APV og der er derfor brug for at det forklares og ikke kun oversættes ord for ord til engelsk. Det er måske første – og eneste gang – de udsættes for at skulle udfylde et sådant skema, så for at det kan give værdi, er det vigtig, at det er tydeligt, hvad det skal bruges til.

Nogle af spørgsmålene i skemaet var uklare og det vil gavne forståelsen, hvis der var forklarende underspørgsmål. Eksempelvis er formuleringen ”påvirker det privatlivet” meget bred og tvetydig.

Marianne Iversen indsamler info fra de enkelte grupper og sender en samlet evaluering ind inden deadline d. 15. september.

Ang. 7 Evt.

Der var intet under dette punkt.

6482 / i36